Glædelig jul og godt nytår

Glædelig jul og godt nytår

Det kreative liv vil ønske dig en rigtig glædelig jul og et fantastisk kreativt og lykkebringende nytår. 

Reflekter lidt over 2018 her i julen og sig farvel på en ordentlig måde, før du styrter videre til 2019 med alt for meget i ”rygsækken”. Hvor ville det være rart, at kunne lave et nytårsforsæt og vupti, ændringen skete helt af sig selv.

Vi elsker de der hurtige fix, og bliver ved med at tro på et af dem virker. Bare et!

Det er irriterende, at vi er mere komplicerede end som så. Det tager tid at udvikle os, opbygge tillid, hele gamle sår og finde ud af os selv. Men det er netop den proces, der fører os frem mod livets forandringer, sejrene, de nye jobs, de gode parforhold og det gode forhold til andre mennesker… også til rygestoppet, vægttabet, motionen og alt det andet, vi ønsker os i det nye år.

Først når vi opgiver håbet om

at løsningen dratter ned i hovedet på os, er vi i stand til at handle og tage ansvaret for vores egen udvikling og vores egne løsninger. Vores liv er foranderligt og fleksibelt, vi vælger selv undervejs blandt de muligheder, vi får til rådighed. Opgiv håbet om, at du vinder i lotto, at den rigtige partner banker på din dør, at du får job eller det bliver bedre osv. I denne her sammenhæng er håbet en illusion og en sovepude, som står i vejen for dit eget initiativ og alle dine evner, de evner som står i kø for at komme i spil.

Hvor befinder du dig i dit liv?

Kend den platform du skal bygge videre på… før du begynder at bygge. Meningen er ikke at træffe de rigtige valg og forsøge at være perfekt, men træf dine valg så godt du kan og få så meget ud af dem som overhovedet muligt. Vær bevidst om, at vælger du noget til kan det betyde fravalg af noget andet.

Klap dig selv på skulderen over alt det, du har gjort godt.

Klap dig selv på skulderen over alt det, du lærer ved at begå fejl. Måske er det ikke fejl, men nødvendige erfaringer, som du har brug for i fremtiden.

Det nye år er som en bog med blanke sider.

Der er en side for hver dag, du kan ikke springe sider over – eller starte med slutningen. Tag udgangspunkt i den person som du allerede er og vær taknemmelig for det du allerede har.

Hvad har du brug for at lære? for at få det du ønsker dig.

Tak for året der gik 🙂

Kærlig hilsen
Helle Bejlegaard

Andre indlæg du måske vil finde interessant:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*